Det her har været et af de sjove blogindlæg at skrive, for jeg elsker virkelig at læse, og har gjort det siden jeg var lille. Når vi kørte på sommerferie kunne jeg sidde helt stille på bagsædet stort hele turen med hovedet begravet i en Jumbobog. Senere hen har indholdet og lix-tallet i bøgerne ændret sig en lille smule, men bøger er for mig stadig en fantastisk rejse ind i en anden verden og en måde, hvorpå jeg kobler helt fra. De seneste 4-5 år er jeg begyndt at interessere mig mere og mere for det spirituelle, og derfor er der også kommet en del bøger omkring spirituel udvikling på boghylden herhjemme. I det her indlæg finder du en liste over mine favoritter og lidt om, hvad det er jeg synes gør de bøger til noget særligt. Det er på ingen måde en komplet liste (for så ville I have læsestof nok til flere år), men her er lidt at starte med - især for dig, som er forholdvis ny inden for det spirituelle. Jeg har noteret hvilke af bøgerne der fås på dansk, men det er desværre ikke dem alle. Personligt nyder jeg også mest at læse bøger på deres originalsprog - så længe det er engelsk eller dansk, hehe.

Hvad er spiritualitet egentlig for en størrelse?

Allerførst lige en lige snak om netop spiritualitet… For hvad vil det egentlig sige at være spirituel i den moderne verden? Hvad er det? Er det det samme som at være religiøs? Skal man tro på spøgelser og voodoo eller hvad? Mit bud på moderne spiritualitet er, at det er en indre rejse, der handler om at se verden og sig selv i en større sammenhæng. Spiritualitet er at se en helhed og en energi i verden, der er udover det rationelle og fysiske. Det er troen på, at der er mening med, at du og jeg, ja, os alle sammen, er på denne jord på dette tidspunkt. Det er sammenhørigheden og erkendelsen af, at der findes noget større end én selv, som har ens ryg. Og endelig, så ser jeg også spiritualitet som højere bevidsthed og forståelse af én selv. I mine øjne er spiritualitet og religiøsitet ikke lig med hinanden. For mig er spiritualitet mere bredt, vidtfavnende og inkluderende i forhold til individets vej og sandhed. Følger man en religion, vil man oftest have én tekst og én sandhed at følge, og der er i den tro oftest ikke plads til afvigelser. Identificerer man sig selv om spirituel derimod, så gør man også plads til, at spiritualiteten kan komme til udtryk på mange måder, og at det kan betyde mange ting for forskellige mennesker. Der er ingen regler for, hvad der er rigtigt eller forkert. Personligt, så ser jeg min spiritualitet komme til udtryk meget dynamisk og flydende; nogle dage er yogastræk og vejrtrækningsøvelser min spirituelle praksis, mens det andre dage indbefatter, krystaller, gudindekort og chakra-healing. Intet er statisk, alt er energi og derved i bevægelse - hvilket jeg synes er så smukt 💞

Spirituelle must reads

1. Spirit Hacking af Shaman Durek (fås på dansk) Den her liste er ikke rangeret og så alligevel. For “Spirit Hacking” var klart den første bog der poppede op i mine tanker, når det kommer til “life changing” bøger. Shaman Durek er en 6. generations shaman (også kaldet en “åndemaner” på dansk, omend jeg synes det ord er lidt fjollet), og han er simplethen bare en evig kilde til visdom. Han formidler shamanisme på en meget relaterbar måde, og giver “hacks” og små ritualer til manifestation, hvordan vi kan træde ind i vores egen power, transformere vores liv og give tilbage til andre. Hans sprog er meget ligetil med fraser såsom “how to manifest like a motherfucking shaman”, men det er også en af de ting, som jeg rigtig godt kan lide ved ham. Han siger tingene som de er og som han mærker dem - uden filter. Nogle af hans idéer er lidt kontroversielle, men hold et åbent sind og som med alt andet her i livet, brug det der resonerer med dig.

2. A Return To Love af Marianne Williamson (kun på engelsk) Mariannes bog er lidt af klassiker skrevet tilbage i 1992. Hendes budskab er i bund og grund, at vi altid har et valg mellem to ting: kærlighed eller frygt. Når vi overgiver os til kærligheden sker der mirakler, fordi vi vender tilbage til dem vi faktisk er - børn af Gud. Hendes tanker er stærkt inspireret af “A Course in Miracles” som bygger på et kristen grundlag, men jeg synes bestemt at den er værd at læse som ikke-religiøs. Personligt identificerer jeg mig ikke med en bestemt religion, så for mig er ordet “Gud” nærmere en erkendelse af en større energi, mening og muliggørelsen af liv, end det er en bibelsk figur.

3. Super Attractor af Gabrielle Bernstein (kun på engelsk) Åh, skønne, skønne Gabby. Hun er en ægte “manifesting love leader” og en kvinde, som jeg er stærkt inspireret af. Hun har skrevet adskillige bøger, og hvis du hellere vil læse noget på dansk af hende, så vælg “Universet har din ryg”, for den er også fantastisk. Hendes tankegang er kort fortalt, at du tiltrækker det, du sender ud i verden. I den her bog giver hun en masse geniale tips til manifestation, og til hvordan du ved at ændre dit mindset, kan skabe det liv du drømmer om og bidrage til det fælles gode her i livet. Det handler meget om om at tro på sit eget værd og evner, men også om at slappe af og overgive sig til universets kraft uden hele tiden at presse på for mere, mere, mere. Hun skriver også om spirituelle, åndelige vejledere, fx engle, i en del af bogen, så igen; hold et åbent sind, når du læser den :-) Fun fact: Gabys lærer er Marianne Williamson, så man kan bestemt se ligheder mellem de to.

4. Avakening Shakti af Sally Kempton (kun på engelsk) Den her perle af en bog handler om tantriske (og nej, tantra handler ikke kun om sex!) gudinder og hvordan vi kan kultivere “the divine feminine” i vores liv. Der er masser af historier om gudinderne Laskhmi, Kali, Sarawasti m.fl. som alle repræsenterer forskellige områder i vores liv, samt meditationer og mantras til at connecte med dem. Den er super interessant, hvis man vil arbejde med spiritualitet og power på en lidt anden måde.

5. Chakrahealing af Michelle S. Fondin (fås på dansk) Der findes maaaange bøger om chakrasystemet, men den her er let tilgængelig og på dansk, som jeg ved mange af jer efterspørger. I bogen kan du (som titlen antyder) læse om, hvad hver chakra repræsenterer, og hvordan du kan heale eventuelle blokeringer i dit chakrasystem. Hvis du ikke aner hvad en chakra er eller lige vil have en kort genopfriskning, så læs mit blogindlæg om det her.

6. Stjernetegn af Marianne Gellert & Amalie Bendixen (dansk) Der har også lige sneget sig en astrologi-bog ind på listen her - et emne, som jeg først for nyligt er begyndt at dykke ned i, men som jeg synes er VILDT spændende. Bogen her er så fin og feminin og skrevet i let, forståeligt sprog. Den er meget introducerende til astrologi, så hvis du virkelig vil nørde emnet er det ikke bogen for dig. Men hvis du bare vil lære lidt om de forskellige stjernetegner (samt vide hvad månetegn og ascendant er for noget), så kan den klart anbefales.

7. The Seven Spiritual Laws of Success af Deepak Chopra (fåes på dansk) En ægte lille klassiker, som handler om at leve et harmonisk, godt, ja, succesfuld liv - men (selvfølgelig) ikke i en materialistisk “giv mig flere og flere ting” sans. Det er sådan en man lige vender tilbage til i ny og næ, når man har brug for en kærlig påmindelse om det vigtige her i livet.

8. Bevidst Helbredelse af Teresa Thaning (dansk)
Okay, jeg må hellere være ærlig; jeg har faktisk først lige købt den her bog (som er Teresas nyeste udgivelse) og kun nået at bladre i den. Så jeg kan ikke give en ærlig anmeldelse af den endnu, men jeg kan sige så meget, at Teresa er en helt igennem vis kvinde, spirituel vejleder og clairvoyant, som jeg selv har haft fornøjelsen af, at have en konsultation hos (læs om den her). Derfor er jeg sikker på, at hendes bog også er fuld af visdom og bare titlen siger det hele, ikke?

Det var lige hvad jeg havde af spirituelle boganbefalinger i denne omgang. Hvis du (også) er på jagt efter yogabøger, så læs med her